I al traumebehandling (og terapi) arbejder man med selvregulering. Det vil sige at kunne berolige sig selv. Det er først når vi kan berolige os selv og rumme "traumereaktionerne/angsten" i kroppen, at vi kan gå ind i traumet. Det er fordi, der ikke sker en bearbejdning, hvis angstniveauet er for højt ... eller sagt på en anden måde; så kan man ikke lave terpi med et menneske, der ikke er til stede .....vi skal stå i nutiden og "sætte en fod" i fortiden og arbejde med de reaktioner, der er i kroppen og i nervesystemet.
Traumer er, når situationer der er overstået, stadig er levende i nervesystemet og kroppen. Vores kamp/flugt/vagus system aktiveres med de dertilhørende arousalssymptomer (angstsymptomer).
Vi bliver ofte bange for vores egne symptomer, hvilket vil forværre vores tilstand. Det er derfor vigtigt, at vide hvad det er, der sker .... at symptomerne ikke er farlige og at vide hvordan man skal håndtere dem.
Når man udsættes for et traume, vil kroppen almindeligvis automatisk bearbejde og integrerer oplevelsen. Når det sker, er man ikke traumatiseret men læget ... og måske endda blevet klogere af sin erfaring.
Når kroppen ikke foretager denne bearbejdning/forløsning, har man efterfølgende symptomer svarende til traumatisering. Tilstanden er "frosset fast" og man kan ikke rigtigt komme videre. Kroppen er således stadig i et alarmberedskab som under traumet - "fortiden er levende i nutiden" i kroppen!
EMDR er redskab til at bearbejde sådanne "fast frosne" tilstande. Det sker ved 'bilateral stimulering': dvs. skiftevis stimulering af begge sider af troppen ved øjenbevægelser fra side til side, tapping skiftevis på benene eller lydstimulering skiftevis i hvert øre. I REM søvnen sker denne form for øjenbevægelser automatisk - og det vi gør er, at hjælpe kroppen til at bearbejde og integrerer traumet ved denne to-sidede stimulering.
Denne terapiform er undersøgt mange gange og er således "evidensbaseret" og anbefalet af WHO i behandlingen af traumer.
Denne form for traumebehandling er også vel dokumentert og evidensbaseret.
Som det første, arbejder vi med selvregulering (det gør man i al behandling og i særdeleshed i traumebehandling) - altså at kunne berolige sig selv og kunne "rumme/ventilere", dét man føler og mærker i kroppen.
Vi arbejder med undgåelsesadfærd - både det vi undgår i ydre adfærd i hverdagen samt det vi (forsøger) at undgå i forbindelse med indre reaktioner. Det kan fx være genoplevelse af traumet eller kropslige reaktioner/sensationer mm. som vi forsøger at undgå. Problemet med undgåelse er, at det forstærker/forværrer traume- og angst-symptomer.
Undersøgelser viser, at undgåelse er en faktor, der kan føre til at traumereaktioner bliver kroniske (som i PTSD). Det man vil i stedet for undgåelse er bearbejdning. Det gør vi ved at at arbejde med reaktionerne i kroppen (nervesystemet) og ved at beskæftige os med traumet.